Værtsfamilien

Værtsfamilie

Findes den ideelle værtsfamilie?

De fleste deltagere ønsker at blive placeret i en værtsfamilie, som har to eller flere børn på deres egen alder, og som helst også går på samme skole. Selvfølgelig findes de, men der findes også gode værtsfamilier, hvor børnene er ældre og måske læser på universitetet, ligesom der findes familier uden hjemmeboende børn. Hjertelighed og gæstfrihed er nøglen til et vellykket ophold, så den ideelle værtsfamilie er den, som har forståelse for dine behov og gør, at du føler dig tryg og tilpas.

Hvor bor værtsfamilierne?

De fleste værtsfamilier bor i forstæderne til en større by, i mindre byer eller i landlige områder. Der er det nemmest for dig at tilpasse dig. Du vil møde mange interesserede mennesker, som gerne vil vise dig deres måde at leve på.

Den rigtige indstilling

Nøglen til et vellykket ophold er som sagt din værtsfamilie. De vil ikke betragte dig som gæst, men som et nyt familiemedlem. For at integrationen går så nemt som muligt, forventes det at du er åben, nysgerrig og har evnen til at tilpasse dig. Mange udvekslingsstudenter er bange for, at deres værtsfamilie ikke kommer til at opfylde deres forventninger. Men omvendt har værtsfamilien også nogle forventninger, og de håber således at deres nye familiemedlem er åben, venlig, og interesseret og ikke arrogant eller forkælet. Deltager du aktivt i familielivet og deres aktiviteter og viser respekt for dine nye omgivelser, har du god mulighed for at integrere dig og leve i en fremmed kultur, som om det var din egen.

Der er værtsfamilier repræsenteret fra alle dele af befolkningen, uanset religion, race og socialøkonomiske baggrund.

Værtsfamiliens motivation

Værtsfamilierne melder sig af idealistiske grunde. De er stolte over deres land og vil gerne give et ungt menneske mulighed for at opleve deres kultur og måde at leve på. Derfor åbner de deres hjem for dig. I USA, Tyskland, Argentina og Brasilien modtager familierne ikke økonomisk tilskud for at have dig boende. I Australien og Spanien kan det være tilfældet. Mens det er normalt i New Zealand, Canada, England, Irland og Skotland.

Hvordan finder vi værtsfamilierne?

Vores lokalrepræsentanter har alle mangeårs erfaring med udveksling. Det er dem som gør det muligt, at eleverne kommer af sted. At finde gode værtsfamilier er hårdt arbejde. Lokalrepræsentanterne bruger derfor meget tid på at gøre opmærksom på udveksling indenfor deres vennekreds, kollegaer, kirken og fritidsklubber for at finde nye værtsfamilier.

Udvælgelse af værtsfamilierne

En værtsfamilie skal lige som dig tilmelde sig for at kunne få lov til at optage en udvekslingselev. De skal udfylde flere formularer, blive besøgt af en lokalrepræsentant, og der bliver indhentet anbefalinger af familien.

 

 

 

 

 

www.into-highschool.dk bruger cookies. For at give dig en bedre oplevelse gemmer vi informationer om dit besøg på into-highschool.dk Læs mere